Himmerlandskød A/S overtager pr. 01.01.2026 navnet og konceptet Kildegaarden, grundlagt af Gitte og Erik Skovsgaard ved Mariager Fjord. Med opkøbet styrker Himmerlandskød sin position inden for kvalitetskød og skaber grundlag for at videreføre Kildegaardens mangeårige arbejde med dansk kødkvæg.
“Opkøbet af Kildegaarden passer godt ind i vores fokus på dansk kvalitetskød, og vi ser frem til at videreføre og udvikle det fundament, som Gitte og Erik har skabt,” siger Lars Andersen, adm. direktør i Himmerlandskød A/S.
Kildegaarden har i mere end tre årtier været synonym med dansk kødkvæg af høj kvalitet. Med udgangspunkt i filosofien om, at man kan smage på kødet, hvordan dyrene har haft det under opvæksten, har Kildegaarden vundet flere priser – herunder “Årets Bøf” og “Børsens Smagspris” – og opnået anerkendelse blandt både kokke, madskribenter og forbrugere.
Konceptet videreføres
For at understøtte både faglighed og sporbarhed i hele processen vil slagtning og opskæring fremover foregå på Himmerlandskøds egne faciliteter i Himmerland, mens driften på selve gården Kildegaarden fortsætter som hidtil.
Erik Skovsgaard forbliver en central del af Kildegaarden og fortsætter med at stå i spidsen for den daglige drift. Med sin store erfaring og passion er han en vigtig drivkraft bag de værdier og den faglighed, der kendetegner Kildegaarden.
“Det betyder meget for mig, at Kildegaardens værdier bliver bevaret. Samarbejdet med Himmerlandskød gør, at Kildegaardens koncept kan fortsætte med samme tilgang og engagement som hidtil,” fortæller Erik Skovsgaard, grundlægger af Kildegaarden.
I tæt samarbejde med Himmerlandskød A/S vil det stærke koncept blive udviklet med fokus på fortsat at skabe værdi for kunder og forbrugere.
For yderligere information kontakt:
Adm. direktør Lars Andersen tlf. +45 23 84 92 33 · [email protected]
Gå tilbage til oversigten